SEO & Google AdWords
Ring på: 22 14 57 38

Superindhold – en nødvendighed for god SEO

Søgemaskineoptimering er mere og mere et spørgsmål om indhold. Det har det for så vidt altid været, men da det er blevet stort set umuligt at bruge andre “tricks” for at komme til tops i Google, er godt indhold på hjemmesiden udgangspunktet for topplaceringer i Google.

I mange tilfælde kan det dog være vanskeligt at lave rigtigt godt indhold hver gang, man opretter en ny side på sin website. En webshop med mange produkter kan ikke skrive lange romaner om hvert enkelt produkt – selv om det givet giver bedre rankings.

I stedet opererer jeg med et begreb jeg kalder Superindhold. Det er indhold, som kvalitetsmæssigt er bedre end alt andet på siden og som er målrettet et vigtigt søgeord, hvor man gerne vil have en høj placering i Google. Søgeordsmæssigt går man ikke efter meget brede søgninger, men heller ikke efter longtail søgeord. Gerne lige i midten, hvor der stadig er mange søgninger, så man kan skabe noget trafik.

Superindholdet kan have form som en guide eller udførlig artikel – gerne krydret med video, infografik eller andre medier. Og så skal indholdet være bedre end det, der allerede findes om emnet – dette er meget vigtigt! Med bedre mener jeg bl.a. mere udførligt og gerne længere (antal ord), flottere design og bedre udtryk, en anderledes vinkel eller andet, der gør indholdet bedre.

Som et eksempel kan jeg nævne denne Tør hud Guide, som jeg netop har lavet for en af mine kunder, KIMOVI. Den forsøger at komme rundt om alle tænkelige spørgsmål, som folk med tør hud måtte have. Den er skrevet så objektivt som muligt – det er således ikke en lang salgstale for KIMOVI’s produkter, der ellers kan afhjælpe problemet. Og så er den mere udførlig end hvad du kan finde på andre hjemmesider, som ellers er Netdoktor, Sundhedsguiden m.m.

Som jeg skriver er superindholdet et godt udgangspunkt for højere placeringer i Google. For arbejdet stopper ikke her. Det tror de fleste, der beskæftiger sig med content marketing – at blot indholdet er godt nok, så sker resten af sig selv. Der sker intet, hvis man ikke gør noget!

For indholdet skal markedsføres over for de rigtige målgrupper, bloggere og andre influenter. Det er det hårde men også givtige arbejde og det er her man for alvor kan opnå resultater.

Uden jeg vil gå helt i detaljer – det kan jeg gøre i et senere blogindlæg – så markedsføres indholdet naturligvis i de sociale medier, men det er meget sjældent nok. Man skal have fat i de personer og medier, som også rammer den målgruppe, man selv er interesseret i og få dem til at omtale superindholdet og naturligvis meget gerne linke til det.

I KIMOVI’s tilfælde er det bloggere, der skriver om livsstil, makeup og hud, mode og meget mere. Det kan være “kvinde-medier” og magasiner og mange andre, der er relevante for målgruppen.

Hvis indholdet er godt nok, så vil mange af disse skrive om det og linke til det. Ligesom deres læsere vil se superindholdet og måske dele det på de sociale medier og så starter den positive lavine.

Har du spørgsmål til superindhold så skriv nedenfor – jeg vender senere tilbage med resultatet af tør hud guiden.

Skriv et svar